Det vagte opsigt da Elon Musk valgte at donere 10 millioner dollars til forskning i problemstillinger vedrørende kunstig intelligens, som han omtalte som “menneskehedens største eksistentielle trussel”. Pengene blev blandt andet brugt til at støtte Future Life; en frivillig organisation, der står bag et åbent brev, der opfordrer til, at man kigger mere på forskellige faldgruber og risici i forhold til kunstig intelligens, herunder de juridiske aspekter. Brevet er underskrevet af hundredvis af forskere og beslutningstagere over hele verden, og i 2015 valgte stifteren af Microsoft, Bill Gates, at komme med samme opfordring.
Udviklingen i robotter og kunstig intelligens stryger af sted med en forrygende hastighed, og det er svært for resten af samfundet af følge med. På den ene side er der områder, hvor der slet ikke er lovgivning, og på den anden side er der områder, hvor lovgivningen er unødigt restriktiv, da den er udarbejdet for år tilbage i en anden teknologisk virkelighed.
Vanskelighederne med at regulere området blev meget tydelige, da man skulle lovgive om førerløse biler i USA. Kunstig intelligens blev defineret som ”situationer, hvor computere erstatter chaufføren”. Det viste sig at være en dårlig definition, da moderne biler hele tiden gør ting, vi ikke selv har bedt om. For eksempel sørger ABS-bremser for at bremse blidere, end vi beder om, når vi træder hårdt på bremsepedalen. Lovgivningen halter næsten altid bag efter den teknologiske udvikling, hvilket for eksempel er med til at bremse civil udnyttelse af eksempelvis drone-teknologi og førerløse biler.
De næste årtier vil vi se en række gør det selv-robotter, som bliver mere og mere avancerede og – endnu mere vigtigt – vil eksistere i de samme omgivelser som os selv. Der vil være millioner af mennesker, som af forskellige årsager vil være interesserede i at bygge robotter, og alle vil have deres egen dagsorden og moralske kompas. Den amerikanske robotforsker og forfatter Illah Reza Nourbakhsh mener, at der er en reel fare for, at vi forurener vores egne omgivelser med alle mulige forskellige typer robotter, som måske vil gavne den enkelte, men være irriterende for alle andre, og kalder denne udvikling for ”robotsmog”. Vil robotlegetøj, evigt filmende droner og forskellige hobby-projekter blive så udbredte, at vores parker og offentlige pladser bliver overfyldt, og vi aldrig kan være alene?
Nourbakhsh sammenligner udviklingen af robotter med udviklingen af internettet. I slutningen af 90’erne ville alle lave deres egne hjemmesider, men de tekniske kompetencer, det krævede, var så omfattende, at kun de færreste kunne gøre det. Med tiden kom der forskellige typer af værktøjer, således at alle kunne være med.
Internettet blev en scene for alle, hvilket førte til en eksplosion i antallet af private hjemmesider. Mange af dem var af dårlig kvalitet og uden reelt indhold. Desuden skete der en balkanisering af internettet, hvor folk med ekstreme synspunkter begyndte at offentliggøre deres meninger uden filter, og forskellige ekstremister begyndte at organisere sig i deres egen subkultur, hvor de ikke fik modspil. Man kan nemt undgå en dårlig hjemmeside ved at fortsætte til en anden eller slukke computeren. Men fremtidens fysiske robotter vil være til stede alle steder, og det vil ikke altid være muligt at undgå dem.
Sydkorea udarbejdede allerede i 2007 retningslinjer for robotter uden for industrien, der indeholder overvejelser over, hvordan man kan undgå illegal brug af robotter, hvordan man sikrer sikkerheden omkring data, der er fremskaffet af robotter, samt hvordan man etablerer en tydelig form for identifikation af robotterne, så man kan se, hvem de tilhører. Så fremsynede har de fleste lande dog ikke været, og der er brug for lovgivning, der i højere grad svarer til den teknologiske udvikling. Både i forhold til at udnytte mulighederne, men også i forhold til at begrænse risikoen. Der burde i Danmark og internationalt være en organisatorisk enhed, der kigger på mulighederne og de lovmæssige aspekter. I dag er der tusindvis af mennesker, der arbejder med udvikling af robotter og kunstig intelligens på verdensplan, men meget få, der kigger på de politiske, samfundsmæssige og juridiske aspekter af teknologierne.
Enden på det menneskelige monopol
Udviklingen af robotter og kunstig intelligens gør, at menneskets monopol på en række funktioner er ved at være forbi. Inden for det militære område er det allerede nu teknisk muligt at gennemføre en automatiseret robotkrig, hvor ikke et eneste menneskeliv er i spil. Det kan lyde som science fiction, men engang lød flyvende maskiner og apparater, der gjorde, at man kunne tale med mennesker på den anden side af jorden, også som science fiction. Krige udført udelukkende af maskiner er en kraftig forandring af en aktivitet, der ellers udelukkende har været forbeholdt mennesker.
Filosoffen Nick Bostrom hævder, at kunstig intelligens er den sidste opfindelse, som menneskeheden nogensinde behøver at opfinde – har vi kunstig intelligens, vil vi i princippet kunne automatisere alle andre funktioner. Han påpeger, at robotter og kunstig intelligens på mange måder er et brud på 2.400 års filosofi, hvor mennesker har defineret sig selv i forhold til dyr i kraft af vores intelligens. I kraft af den teknologiske udvikling er vi ikke længere i opposition til dyr, men nærmere i opposition til intelligente maskiner.
Men måske er det sundt, at vi ikke er de eneste, der kan tænke, og i stedet for at frygte robotter og kunstig intelligens bør vi måske fokusere mere på, hvad kan vi gøre for at få det rigtige ud af teknologien. Det kan være en god ting, hvis kunstig intelligens bliver bedre end mennesker, og det kan være en fordel, at mennesket bliver understøttet af kunstig intelligens. Verdenshistorien er fuld af eksempler på, hvordan den højtbesungne menneskelige intelligens har truffet katastrofale beslutninger. Menneskelig og kunstig intelligens i det rigtige samspil udgør en kraftfuld kombination, der kan give fantastiske løsninger på en række af verdens problemer.
Faren, for at robotter og systemer med kunstig intelligens bliver aggressive over for mennesker, er mindre bekymrende end det faktum, at teknologien grundlæggende er ligeglad med mennesker. Det er derfor mere spørgsmålet om, hvordan vi som mennesker bruger teknologien, der kan være bekymrende.