Den 13. september 1848 arbejdede en ung mand ved navn Phineas Cage på et jernbanespor i Vermont. Hans job var at lave kontrollerede eksplosioner ved at placere krudt og efterfølgende sand i et hul og derefter presse det forsigtigt sammen med en jernstang. I et uopmærksomt øjeblik blev jernstangen presset direkte ned i krudtet, som eksploderede. Den 6 kilo tunge jernstang fløj op gennem Phineas Cages mund, gennemborede hans kranium, fløj ud gennem hans pande og landede flere hundrede meter væk. Ifølge kilder rejste han sig efterfølgende op, hvorefter han blev sendt til læge, der gav ham lidt forbinding på den ødelagte hjerneskal, hvorefter han fik lidt fridag til at komme sig. På mirakuløs vis overlevede han denne ulykke, selvom han angiveligt ændrede personlighed, blev meget mere aggressiv, blev skilt og til sidst fyret fra sit job.
Ulykken med Phineas Cage støder man ofte på i litteratur, der handler om intelligens. Det er et dramatisk eksempel på, hvor fleksibel vores hjerne er. Ulykken åbnede for forskning i de forskellige hjernedeles funktion. Og hvordan det skulle være muligt at overleve denne ulykke, diskuteres stadig, hvilket vidner om, at der stadig er elementer i den menneskelige hjerne, som vi ikke helt forstår.
I løbet af millioner af år har hjernen gennemgået en bemærkelsesværdig evolutionær rejse, formet af naturens kræfter og tilpasning til skiftende miljømæssige forhold. Fra dens beskedne begyndelse som en simpel samling af neuroner til den komplekse struktur, vi kender i dag, har hjernen udviklet sig i et fantastisk tempo.
Vores forfædres hjerner, selvom de var langt mindre end vores moderne hjerne, var stadig forunderligt tilpasset deres miljø. Tidlige organismer, som de tidligste hvirveldyr, udviklede små, grundlæggende hjerner, der primært fokuserede på basal overlevelse, som at opfatte føde og undgå rovdyr.
Med tiden og den gradvise evolutionære proces voksede hjernen i størrelse og kompleksitet. Primater, herunder vores tidligste forfædre, udviklede større hjerner, der tillod mere avancerede sociale interaktioner og en bredere vifte af adfærdsmæssige mønstre. Dette var en afgørende periode i hjernens udvikling, hvor sociale hierarkier og samarbejde begyndte at spille en central rolle i evolutionen.
De første primitive hjernelignende strukturer dukkede op i evolutionshistorien, da levende væsener begyndte at kunne bevæge sig rundt, og de blev gradvist mere komplekse, efterhånden som dyreverdenen udviklede sig. Udvikling af den del af hjernen der kaldes neocortex, er den yngste del af hjernen i evolutionær forstand. Neocortex er ansvarlig for avancerede kognitive funktioner såsom sprog, abstrakt tænkning og problemløsning. Hos mennesker har neocortex oplevet en eksplosiv udvidelse i størrelse og kompleksitet, men hjernen, som vi kender den i dag, opstod sandsynligvis for mellem 35.000 og 70.000 år siden. Fra et evolutionært perspektiv er det nogle få sekunder siden. Derfor er det først for nylig, at vi er blevet i stand til at reflektere, skrive og argumentere, som vi gør i dag. Den samme hjerne har også gjort det muligt for os at udvikle computere og robotter, skabe programmer og enheder, der simulerer vores tankeprocesser og adfærd: kunstig intelligens og robotteknologi.
Man opdeler i dag ofte intelligens op i flere typer: den logisk-matematiske, den sproglige, den visuelle, den musikalske, den rumlige, den interpersonelle og den intrapersoneelle (Gardner, 1983).
Den logisk-matematiske intelligenstype omfatter evnen til at analysere problemer logisk, udføre matematiske operationer og undersøge videnskabelige spørgsmål. Personer med stærke logisk-matematiske evner er gode til at tænke abstrakt og ræsonnere. Kunstig intelligens har traditionelt forsøgt at efterligne den logisk-matematiske intelligens, for eksempel ved at få computere til at løse matematiske problemer, samt spille veldefinere spil som skak og dam. Den type intelligens er langt hen af vejen fuld replikerbar med kunstig intelligens i dag.
Den sproglige intelligens involverer evnen til at tænke i ord og at bruge sprog til at udtrykke og forstå komplekse betydninger. Personer med stærk sproglig intelligens er dygtige til at læse, skrive og fortælle historier. Moderne kunstig intelligens forsøger i højere grad efterligne disse egenskaber, hvilket man bl.a. kan se i form af stemme-styring, som vi kender de i Alexa, Siri, men også i services som ChatGPT m.m. Denne type af intelligens har traditionelt været vanskelig at efterligne med kunstig intelligns, men indenfor specielt de sidste 5 år, er der sket enorme fremskridt, indenfor den gren af kunstig intelligens der heddeere Natural Language Processing (NLP).
Visuel intelligens refererer til evnen til at tænke i billeder og visualisere præcist og abstrakt. Denne type intelligens er vigtig i opgaver, der kræver rumlig forståelse og kunstnerisk sans. At kunne genkende og forstå billeder har været en stor det af udviklingen i kunstig intelligens, men der er gjort store fremskridt de sidst 10 år – specielt når det drejer sig om ansigtsgenkendelse, men også når det drejer sig om at kunne skabe billeder via kunstig intelligens, vha. af den form kunstig intelligens, der kaldes generativ AI – dvs. evnen til at skabe værker med brug af kunstig intelligens.
Musikalsk intelligens omfatter evnen til at opfatte, skelne, transformere og udtrykke musikalske former. Personer med denne intelligens har ofte en stærk følsomhed over for rytme, tone og klang. Generativ intelligens har også vist enorme fremskridt indenfor musik, og man kan i dag for produceret ret vellignende komposititoner med tryk på en knap.
Rumlig intelligens er evnen til præcist at opfatte den visuelle verden og at foretage transformationer på ens opfattelser. Denne intelligens er særligt relevant i navigation og forskellige former for håndværk. Robotteknologi handler i store træk om at efterligne den rumlige intelligens, dvs. at få computere til at forstå og navigere i den fysiske verden, i form af robotter til produktion, apperater til hjemmet såsom robot-støvsugere og med tid også førerløse biler. Selvom der også her sker store fremskridt, er det stadig en af de områder, hvor båder mennesker og dyr er maskiner overlegne. Det er stadig svært at lave en robot, der kan bevæge sig rundt på egen hånd i en bygning, der er ikke er fuldstændigt kortlagt ned til mindste detalje eller at få biler til at køre rundt uden chauffør.
Interpersonelle eller mellemmenneskelig intelligens er evnen til at forstå og interagere effektivt med andre. Denne type intelligens indebærer følsomhed over for andre menneskers humør, følelser, temperament og motiver. Denne type af intelligens, har vist sig at være enormt svært at skabe med kunstig intelligens. Det er muligt at lave noget der minder om empati, men om maskiner reelt kan forstå mennesker på et med-menneskeligt nivau er uklart.
Intraperson intelligens handler om evnen til at forstå sig selv, inklusive ens egne følelser, motivationer og indre tilstande. Det er vigtigt for selvrefleksion og personlig forståelse. Denne type af intelligens er også svært at replikere i en maskine 1:1, da de er fundamentalt anderledes bygget op.